Forside | Om forlaget | Aktiviteter | Links | Kontakt
Dengang det var sjovt ...
boglogo
Dengang det var sjovt ....
af Peter Kjeldsen
Bogen er på 374 sider.
Format: A5.
Pris: 300 kr. (+ porto).


Dengang det var sjovt ...
Den sandfærdige beretning om de aarhusianske idrætshelte i 100 år er en spændende gennemgang af idrættens historie i Aarhus, der begynder med pionerernes små fremskridt under primitive forhold i en tid, hvor entusiasmen og amatøridealerne er de bærende drivkræfter, og følger udviklingen op igennem det 20. århundrede, indtil publikumsinteressen og resultaterne kulminerer med seksdagesløb i Aarhus Hallen og et væld af danske mesterskaber i fodbold, håndbold, atletik, boksning og svømning samt ikke mindst verdensmesterskaber og olympiske medaljer i cykelløb både på bane og landevej.
Bogen fortæller om op- og nedture og om triumfer og tragedier, og beretningen er krydret med et væld af anekdoter og hidtil ukendte historier, der går bag om de aarhusianske idrætsudøvere og deres ledere og trænere, og som afslører sandheden om nogle af de mysterier og skandaler, der prægede avisernes forsider – Dengang det var sjovt ...



Anmeldelse

Jeg har haft den glæde og ære, at læse Peter Kjeldsens nyeste bog "Dengang det var sjovt...." - endnu inden den helt officielt er udkommet. Bogen handler om de største århusianske idrætspræstationer og -stjerner gennem de seneste 100 år.
Bogen er unik og mageløs. For enhver sportstosset århusianer må den få status af at være idræts-biblen. Mesterskaber til Aarhus i snart sagt alle idrætsgrene fra sidst i 1800-tallet og op til vore dage er med i dette digre værk på langt over 300 sider. Fra starten i telegramstil og siden i omfattende og dybe fortællinger om de helt store triumfer i de betydeligste sportsgrene.
Jeg har med læsningen haft et helt vidunderligt og glorious trip down memory lane med de mange flotte bokseresultater, med omtalen af AGFs talrige DM- og Pokaltriumfer i fodbold, med den århusianske cykelsport i verdensklasse og med fortællingen om den idrætsgren, hvor Kjeldsen virkelig er på hjemmebane: Håndbolden. Forfatteren var selv aktiv lige i orkanens øje dengang det var virkelig sjovt med Aarhus KFUM, AGF, Skovbakken og Viby IF siddende suverænt på den danske håndboldtrone.
Og vi får også alle anekdoterne og historierne bag mesterskaberne og idrætsstjernerne. Også de mere "artige" af slagsen, som mange fra inderkredsen nok har kendt til gennem årene, men som i øvrigt aldrig har været på tryk før.
Peter Kjeldsen har efterhånden på Forlaget Aadalen udgivet flere aldeles interessante og velskrevne bøger - men denne "Dengang det var sjovt....." er det foreløbige mesterværk. Det er ganske enkelt en juvel om århusiansk idræt.
Lad mig på det varmeste anbefale bogen til mit netværk.

Lars Svendsen