Rammerne for denne bog udelukker på forhånd en detaljeret beskrivelse
af Burmas skæbne.
 
Af hensyn til forståelsen indeholder kapitel 1 en kortfattet oversigt = orienteering om landets beliggenhed – størrelse – befolkning – terræn – erhverv – religion – historie og styreform efter Anden Verdenskrig. I de følgende kapitler beskriver vi de indtryk, vi fik på vor vej rundt ad den rute, som militærjuntaen havde bestemt, for i sidste kapitel stadig i en kort oversigtsform at komprimere udviklingen til 2012.
 
Jeg har prioteret befolkningens levevis (de sociale forhold) højt, og bruger
derfor en form for skabelon således, at vi pø om pø får nuancerne med. Fra
de tilgængelige medier havde vi en fornemmelse af de rådende forhold, men
valgte ved selvsyn at danne os vor egen mening. Begge er vi vokset op under
den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 45 og har derfor også på vor krop oplevet den svindel og humbug, der herskede og har hersket lige siden; vi har oplevet propagandaens virkninger på ret så mange holdningsløse, der bare laller derudad nynnende:
Lille mis på vejen dér – hvis er du? Jeg er sku´ min egen! Ret mange mere eller mindre officielle og gennemskuelige faktorer har haft og stadig har indflydelse på det burmesiske folks undertrykkelse. Udsigten til at få et demokrati i nærmeste fremtid – kvalitativt sammenligneligt med den vestlige verdens kan man håbe på – dog med nogen skepsis.
 
Burmas fremtid afhænger ikke kun af folkets egen indsats eller kamp for
frihed og menneskerettigheder, men også af supermagternes indbyrdes magtkampe – (Realpolitik udmøntet i Den kolde krig inkl. Jerntæppe og Bambustæppe) – privatkapitalistiske interesser – som varierer fra monopolers grådige samvittighedsløse udnyttelse til kriminalitet i skikkelse af narkotikahandel.
 
Vi havde dengang og har også i dag stadig mange ubesvarede spørgsmål.
Var en fattig, venlig, hjælpsom, smilende og tolerant befolknings adfærd en
følge af dens religion – buddhismen?
Var deres afsky og undladelse for brug af vold konsekvensen af deres tro
og dermed en forklaring på militærdiktaturets undertrykkelse i årtier ?
Var befolkningens reaktionsmønster under diktaturets voldshandlinger sammenlignelig med den danske våbenløse befolknings oprør med generalstrejker under den tyske besættelse?
 
Er det muligt at styrte et diktatur med Ikke Vold = Civil ulydighed?
Hvis det lykkes at styrte diktaturet, kan vi så med en vis sikkerhed forvente,
at nye korrupte politikere får magt? Der er jo en del eksempler på dette.