Fra hoved indtil fod er beretningen om gymnasielæreren Jonas Heilbjergs møde med nogle af de kvinder, der har medvirket til at gøre ham til den, han er, og til, at han tænker, som han gør, om sig selv, kærligheden og livet. Hver kvinde – heriblandt også hans mor – får sit eget kapitel i kronologisk orden. Det første kapitel foregår i 1960, det sidste sidst i 00erne. Sent i livet, lige før han møder Ester, den sidste kvinde (må man forestille sig) i hans liv, tænker han sådan her om sig selv:
"Til tider følte han sig som en fortabt, - men ikke i de sædvanlige betydninger af ordet. Han var ikke modløs eller rådvild; følte sig ikke som en synder, der havde mistet adgangen til paradiset, eller som én, livet var gået forbi. Men som en efterladt, en passager på en perron, der ventede på, om nogen ville afhente og genkende ham, godtage ham, som den, han var."
Fra hoved indtil fod skildrer Jonas som et menneske, der hele livet igennem konstant forundres over kærlighedens og erotikkens mange skikkelser og hvad de gør ved mennesker, specielt mennesker, der, som ham selv, fra barnsben har været lukket ude fra et umiddelbart og "naturligt" forhold til dem. Han oplever til sin store forbløffelse, hvordan han især på disse områder af livet mere er tilskuer til end forfatter af sit eget liv, og hvordan hans liv derved synes at smuldre væk og miste substans. Da han er kommet op i alderen og tror, han måske er på vej til noget, der er fastforankret og minder om lykke, spørger han stadigvæk efter grunden til sit flygtige liv uden at kunne finde et entydigt svar.