Bogens titel er et Hegelcitat om det klare overblik over historien, som man får ved dens afslutning. Hovedpersonen i bogen, den gamle mand Bora, er i sit eget livs slutfase og forsøger at få et overblik over den historiske udvikling, han har været en del af.
Han har sværere end Hegel ved kun at se historien i et fornuftigt fugleperspektiv, men gør sig mange filosofiske tanker om fortid, nutid og fremtid. Hans tanker indeholder samfundskritik og drømmerier om en tilværelse, der er tættere på menneskets elementære behov for at være nærværende med sin krop og forstå virkeligheden med både følelser og fornuft.
Boras overvejelser svinger hele tiden mellem romantiske drømmerier og realistiske og vrede samfundsanalyser. ”Jeg er en vred gammel mand, men jeg er ikke så gammel, at jeg har glemt, hvordan det er at være ung, eller så vred, at jeg kun kan tænke vrede tanker, der forhindrer mig i at drømme”
Forfatteren Bo Rasmussen er teolog og filosof. Han har tidligere skrevet Kolonihavefilosofi – jordiske og kosmiske banaliteter i hverdagslivet (2007). På forlaget Ådalen er udkommet: Hjemstavn og verdensborgerskab – tanker om at være i verden med både rødder og vinger (2012), Længe leve folkekirken folkets kirke og 26 figurer i et landskab (begge 2013). Den sidste bog er en litterær fantasi med udgangspunkt i skikkelserne på en altertavle af Poul Anker Bech.