Efter at jeg nu i to bøger har fortalt om en række forfærdelige kvinder, hvoraf nogle myrder deres mænd, mens andre myrder både deres egne og andre menneskers børn på den ene mere opfindsomme måde end den anden, har jeg måske efterladt det indtryk, at jeg ikke bryder mig om kvinder, men sådan forholder det sig ikke. Jeg kan bare ikke lide, at de slår nogen ihjel.

Der er mange – blandt andre min kone – der har spurgt mig, om jeg ikke til en afveksling kan fortælle om mænd, der begår mord og røveri og anden grov kriminalitet, og for nu at lave en lidt forsigtig overgang fra det ene køn til det andet, har jeg valgt at beskrive nogle forbrydelser, der er begået af par – så må vi se, om jeg tager springet fuldt ud senere.

Der er hverken fordomme eller kønskvotering hos mig, så når jeg fortæller om par, kan det både være par af samme køn og par af forskelligt køn, og på den måde håber jeg, at min bog lever op til de uskrevne regler for politisk korrekthed, der hersker her i landet.

Hvis nogle af historierne kan virke en smule overfladiske, så skyldes det ikke, at jeg er "sprunget over, hvor gærdet er lavest" og har undladt at gå i dybden med min research, men desværre er alle sagerne ikke lige grundigt refereret i politirapporter og retsudskrifter, og det er heller ikke alle sagerne, der har haft lige stor offentlig interesse og lige omfattende mediedækning.

Jeg har imidlertid fundet dem alle ret interessante, og det håber jeg også, mine læsere vil gøre.


Strøgforeningens direktør Lars Svendsen skriver.

Jeg er ikke til kriminalromaner. Jeg læser hellere biografier og anden fakta, gerne i et historisk perspektiv.
Derfor har jeg været slem tilfreds med den samling ”kriminalnoveller”, jeg netop har læst: Bogen ”Hvor sporet ender” af forfatteren Peter Kjeldsen.
Det er en samling historier om uhyrlige forbrydelser begået af par – og altså beretninger fra det virkelige liv op gennem 1900-tallet med åsteder i henholdsvis USA, England og Danmark, fortalt med Peter Kjeldsens vanlige akkuratesse og sans for detaljen. Sine steder også fortalt – på trods af det nok så alvorlige emne – med strejf af god humor. Sproget er i særklasse godt og fyndigt, og samtlige historier er spændende læsning fra start til slut.
Bogen er udkommet på Ådalens Forlag og er anbefalelsesværdig i svær grad.