Jeg har villet lave en analyse af partiets udvikling fra det sidste besættelsesår og frem til ”katastrofe-valget” i december 2001. Analysen er bygget op i 4 dele. Først, Forberedelsen, fra 1945 til ca. 1957, hvor Socialdemokratiet fornyer sin politik gennem en frodig intern debat-proces og forbereder etableringen af den moderne danske velfærdsstat.

Derefter følger, Virkeliggørelsen, der dækker perioden fra 1957 og frem til 1973, hvor partiet realiserer sin velfærdspolitik med alle de konsekvenser, det får for det danske samfund. Fra 1973 følger, Krisen, hvor Socialdemokratiet under meget vanskelige parlamentariske forhold bekæmper den økonomiske krise vha den aktive konjunktur- og beskæftigelsespolitik, der sammen med velfærdspolitikken var det væsentligste resultat af den politiske fornyelsesproces i den første efterkrigstid. Resultatet af indsatsen bliver meget skuffende og bringer den danske stat på randen af fallit.

Sluttelig følger, Forfaldet, hvor Socialdemokratiet fra 1982-93 befinder sig i en opposition, hvor dets væsentligste ”fingeraftryk” bliver at undergrave dansk sikkerhedspolitik med ”fodnotepolitikken” samt gennemtvinge en flygtningelovgivning med helt uoverskuelige konsekvenser for landet.

Efter et dramatisk formandsopgør danner partiet dernæst regering fra 1993 og frem til 2001. Regeringsperioden kendetegnes af en vellykket økonomisk politik, men også af politisk-ideologisk stagnation, partiet evner ikke at forny sig og stadig større problemer med at finde en politisk løsning på en stadig øget tilstrømning af flygtninge. I 2001 væltes den socialdemokratisk ledede regering endeligt, da mange af partiets traditionelle kærnevælgere vender det ryggen til fordel for Venstre og DF. Partiets rolle som landets dominerende er forbi.