Syrien set med
århusianske øjne
Forfatteren Else Knudsen fortæller levende
om sine oplevelser i Syrien før borgerkrigen
I dag er Syrien et land i en ødelæggende og grusom borgerkrig, som koster tusindvis af menneskeliv og er ødelæggende for en flere tusind år gammel kultur.
Else Knudsen og hendes nu afdøde mand Olaf var begge skolelærere i Århus, da de i 2002 besluttede sig for at tage på en længere tur til Syrien. Det blev til omkring syv uger, hvor de rejste rundt som ægte ”backpackers”.
De ville opleve landet med nysgerrige og åbne øjne, og de ville først og fremmest møde syrerne og høre dem fortælle om deres liv og deres land.
Det blev en både oplevelsesrig og øjenåbnende rejse, hvor ægteparret kom meget tæt på befolkningen og mødte et utal af mennesker, som delte deres liv med dette ægtepar, der kom rejsende fra et lille land langt væk i det nordlige Europa.
I dag er Syrien præget af en blodig borgerkrig. Store dele af landet ligger i ruiner, tusinder er døde, og intet er, som det var før.
Else og Olaf Knudsen skrev dagbog under deres rejse i 2002, og det er den dagbog, Else Knudsen har fundet frem og citerer fra i bogen ”Det tabte Syrien”, som nu er udgivet af forlaget Ådalen.
Bogen fortæller levende om Syrien, som det var dengang, da det var et fredeligt land, som man trygt kunne rejse rundt i – og med en åben, venlig og imødekommende befolkning, som tog godt imod disse to mennesker, og åbnede både deres hjem og hjerter for dem.
I bogen kommer man meget tæt på Syrien, som det så ud på det tidspunkt, man får et godt indblik i, hvordan livet levedes før borgerkrigen.
Læserne bliver præsenteret for landets mange og imponerende seværdigheder, men også den almindelige syriske families dagligdag, om gæstfrihed, gode måltider og den overstrømmende venlighed, det danske ægtepar møder over alt. Og for dem, der selv har oplevet Syrien før borgerkrigen, vil det helt sikkert være et glædeligt gensyn med landet.
Else Knudsen følger i bogen aktuelt op på oplevelserne i Syrien i 2002 med aktuelle interviews med syriske flygtninge i Danmark.
Lars Thomassen.
Journalist.