Forside | Om forlaget | Aktiviteter | Links | Kontakt
Ved vejs ende
boglogo
Ved vejs ende
af Lene Lehnskov
Bogen er på 164 sider.
Format: A5.
Pris: 200 kr. (+ porto).


Ved vejs ende


Ved vejs ende er et forsøg på at give tavse personer stemmer. Hovedpersonen, den midaldrende Meta, der er blevet alene, plejer at udskyde beslutninger og handlinger, vil væk fra det hele og flytter til en lille by i udkanten af Danmark, hvor hun får job som natsygeplejerske på det lokale plejehjem og hospice. 

Fortielser, antydninger og rygter, overgreb, uægte børn, mishandling og mord ligger lige under overfladen i byen. Ikke alt, der bliver sagt, kan tages for pålydende, et ja er ikke altid et ja og et nej ikke et nej, men snarere et måske.  

Gennem beboernes og plejepersonalets historier åbner fortællingen en mosaik af livet, som det udspiller sig mellem stille eksistenser i tre generationer i et engang levende, nu næsten uddødt landsbysamfund, et puslespil, som, skal det vise sig, også involverer Metas tidligste barndom og hendes ophavs forhistorie, som er noget anderledes, end hun var klar over. 

Parallelt med optrevlingen af Metas historie bagud beretter fortællingen fremadrettet om Metas nye liv og levned i det lille samfund uden for lands lov og ret. Her gælder andre regler, hvad enten det drejer sig om sort arbejde, socialt bedrageri eller erotiske relationer på kryds og tværs og ud og ind af familierne, og Meta er snart selv indfanget af stedets atmosfære, som på én gang er lukket, men også fuld af uhørte muligheder.

For trods tilsyneladende ringe odds for et liv i det lille landsbysamfund og Metas egen indbyggede rædsel for forandring, der let ender i handlingslammelse, er meget muligt. Men hvor meget er frugtbart?


Anmeldelse

 

Hvad kommer vi af, hvordan hænger livshistorier sammen, og hvilke dilemmaer støder vi på som mennesker? Disse spørgsmål tages på fineste vis op i bogen ”Ved vejs ende”, hvor hovedpersonens ophav og historie afdækkes gennem bogens fortælling, som et garnnøgle, der rulles ud, lidt efter lidt. Nutid blandet med Fortid. Temaer, som vi alle støder på igennem et levet liv, berøres i bogen, uden fordømmelser, vurderinger og belæringer fra forfatteren, men blot konstaterende og en gøren opmærksom på, at de er tilstede, og at vi må forholde os til dem. Hvordan læseren oplever og forholder sig til disse dilemmaer er helt op til læseren selv. Med et fortællersprog, som overlader megen fantasi til læseren selv, tryllebindes man af hovedpersonens liv og historie. Bogens enkle opbygning gør, at den er let at læse. Dette sammen med den spændende historie gjorde, at jeg læste bogen i løbet af et par dage, og derfor ønsker jeg mig, at der snart må komme en ny roman fra forfatter Lene Lehnskov!

 

Signe Miranda


Anmeldelse:

 

Bogen fortæller om 3 generationer i Udkantsdanmark. Den er meget velskrevet med en realistisk dialog og personbeskrivelse. Den fastholder læseren i spænding hele vejen igennem og er svær at lægge fra sig. Jeg læste bogen på 2 dage. For dem, der selv er vokset op i 50'erne ude på landet, er det en deja-vu oplevelse at læse skildringerne af livet, før almindelig velstand opstod, og de velhavende ejere af store gårde havde magten i det lokale område. Hovedpersonen er eksemplet på at rykke fra den nedre del af samfundet til den komplekse del af middelklassen, og beskrivelserne er skildret med spænding og giver lyst til at læse videre. Bogen kan anbefales både for sin realisme, sin krimispænding og sin gode sproglige kvalitet.

 

Merete Hald Kjeldsen