Jeg blev bekendt med min bedstefars beretninger for ganske nylig og var overrasket over at finde dem i den form. Jeg tænkte straks på, at dem skulle børnene og den øvrige familie læse. Jeg besluttede at få erindringerne renskrevet og udgivet.
Jeg synes, der er sket en stor udvikling i min tid, men den var nok større på min bedstefars tid. Han høstede med le og plejl og oplevede mejetærskeren på markerne.
Hans militærtjeneste, både som værnepligtig og senere i 1. Verdenskrig, er enestående.
Hans politiske og landbrugspolitiske virke skal jeg ikke gøre mig klog på, men også på disse områder har han markeret sig.
Hans beretning er gennemgående en stor glæde ved landbruget og ikke mindst heste, en interesse, som jeg kan nikke genkendende til hos mig selv.
Glæd jer til god læsning om og af min bedstefar Hans S. Schmidt.
Hans Schmidt