Hvorfor har jeg skrevet mine erindringer fra min barndom?
Min kone Susanne spurgte:
”Hvad ved dine børn om dit liv, din barndom og alle dine oplevelser, dine drømme og dine kampe?” Jeg må erkende, jeg egentlig aldrig har snakket med dem om den tid, så de ved jo ikke ret meget om mig og det, som har formet mig til den, jeg er i dag samt min måde at tænke på.
Mit navn er Willy Wiltoft (døbt Sørensen), og jeg er født den 27. marts 1936 i Sjællandsgade 82, Aarhus.
Det første, jeg ved, er, at min mor fortalte mig, der ikke var en seng til mig. Så jeg blev lagt i den nederste kommodeskuffe. Det var min start på tilværelsen.
Mad havde vi næsten aldrig nok af, da min far drak alle pengene op. Det var et helvede, for jeg var næsten altid sulten og var begyndt at kigge efter i skraldespande rundt i de forskellige gårde, om der skulle være noget spiseligt.