Prædikerne er skrevet som små erindringsforskydninger, snap­shots, fra en tid, der var engang. De er en blandning af biografi og fantasi – set fra et barns perspektiv. Dette er prædikernes materiale. Evangeliet er prædikernes resonansbund, der giver de personlige skildringer dybde og struktur. Meget er sandt, ligeså meget er fiktion. Hvor den grænse går, ved jeg ikke. Til gengæld er jeg sikker på, at min barndom var, hvad den nu er blevet til. Dét er den blevet i samtale med de bibelske tekster, der peger ud over tiden og har evigheden som horisont.