Andy Sundstrøm og hans ungdomskammerat Bjarne Rasmussen, senere kendt som folkesangeren Cæsar, rejser stort set uden midler sydpå ud i det blå. Cæsar tager hjem fra Las Palmas. Andy fortsætter som gast på den australske ketch Sarong og lander i Sydney ca. 13 måneder senere. Turen går gennem mange lande. Her er de i det nord-østlige Spanien:
“Vi fandt et ulåst skur, hvor vi gravede os ned mellem stråene og fik nogle timers søvn. Vi frøs. Om morgenen befandt vi os ved en landsby, hvor et vejarbejde var i gang. Arbejderne råbte os an. Vi standsede, og med fagter og enkelte ord: “Dinamarca, estudiante, tengo hambre” fik vi forklaret, hvad vi var for nogle sultne nogen... Vi blev ført ind i et hus i nærheden, tog instrumenterne frem og begyndte at underholde. De var især interesserede i, hvad der kom ud af balalajkaens tre strenge...”
CV for Andy Sundstrøm født 1940 på Nørrebro, København
Opvokset i små kår med forældre og fire søskende i en toværelses lejlighed. Allerede som 14-årig fik han trang til at komme væk fra forældrenes intimiderende bolig, at rejste rundt i Europa ”på tommelfingeren”, at opleve fremmede lande. Fik rudimentær undervisning i mandolin og guitar af sin far og storebror. Mødte Evgeni Pavlovski, som gav ham timer i at spille balalajka og tog ham ind i sit orkester. Da han var 19, rejste han til Australien, hvor han arbejdede som balalajkavirtuos, guitarist, folkesanger og komponist. I Sydney studerede han klassisk guitar under José Luis Gonzalez.
Tilbage i Danmark blev han i 1967 optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Guitar pædagog 1972, diplomeksamen 1973 med sideløbende studier i teori og komposition. Udgav samme år LP ”In This Style” med værker for solo guitar og duetter med fløjtenist Toke Lund Christiansen. Medvirker som guitarist og arrangør på et stort antal pladeudgivelser med diverse sangere. Timelærer på Konservatoriet ca. 10 år. Fra 1982 til 2013 tilknyttet Danmarks Radio som kontraktansat musikproducer ved DR's orkestre og kor. Har produceret et væld af radiooptagelser med danske og tilrejsende orkestre og kammermusikensembler over hele DK, såvel som CD'er med klassisk indhold for diverse kommercielle pladeselskaber.
AS har skrevet musik til radio, tv og teater, er medudgiver af sangbøger og har fået mange af sine sange indspillet på LP og CD. I 1996 genoptog han forbindelsen med Pavlovskis Balalajkaorkester, og 2006 tiltrådte han som orkestrets leder og arrangør.
Han har fire gange ledet Pavlovskis Balalajkaorkester ved koncerter i Rusland: 2010 Skt. Petersborg, 2011 Jaroslavl, 2013 i Skt. Petersborg og 2019 i Jaroslavl.
1940 – 59 Fast bopæl hos forældre og med fire søskende, Hillerødgade 74 Nørrebro i København. Levevilkår i lange perioder tæt på fattigdomsgrænsen.
1947- 55 Hillerødgade Skole. Udgår af 3. mellem. Begynder at spille mandolin, guitar og balalajka. Undervises af Evgeni Pavlovski og bliver aktiv i Pavlovskis Balalajkaorkester.
1955 – 56 Skiltemalerlærling. Springer fra læreplads. Blaffer rundt i Europa i sommerferierne. Spiller som guitarist i forskellige dansebands.
1956 - 58 Redaktionsbud på ”Information”. Kort ansættelse på Oma Margarine.
1959 Forlader Danmark 2. februar. Rejser sydpå med ungdomsven Bjarne ”Cæsar” Rasmussen, møder ”Balalajka Ole” Kolind i Genua. Fortsætter med Cæsar til Gran Canaria via Cadiz. Opholder sig i Las Palmas til han får hyre på ”Sarong”, en australsk sejlbåd på jordomrejse. Rejsen fortsætter til Vestindien, gennem Panamakanalen og via Galapagos øerne til Tahiti. Fire dage på hospital i Papeéte efter trafikuheld. Videre til New Zealand og destination Sydney.
Marts 1960 - december 65 Sydney, Australien. Arbejder som altmuligmand på et reparationsværft tilknyttet CYC, Cruising Yacht Club of Australia. Fungerer som mandskab på sejlbådene og oplever tre gange det berømte Sydney til Hobart yachtrace på skonnerten ”Astor”. Koncentrerer sig om at dygtiggøre sig på guitar og balalajka og balancerer på kanten af kummer. Gennembrud som balalajkavirtuos på landsdækkende TV 1962. Møder Sven Erik Libaek, norsk komponist og arrangør. Får udgivet de første singler med musik af Sven Erik Libaek, som opfordrer ham til at begynde at komponere. Undervises i klassisk guitar af José Luis Gonzales.
Indgår aftaler om at skrive musik til tv-drama, dokumentarfilm og sange. Arbejder som studiemusiker og i sangduo med skuespilleren Leonard Teale, ikon i australsk folklore. De får med succes udgivet to LP’er og bliver faste gæster på australsk TV og folkemusik koncerter. Spiller, på opfordring af José Gonzales, for Andres Segovia under dennes koncert turne i Australien 1964.
December 1965. Vender hjem til DK og turnerer med den nu danmarksberømte folkesanger Cæsar, indtil deres veje skilles. Spiller balalajka-guitar duo med Balalajka-Ole Kolind. Mangeårigt samarbejde med Frode Veddinge, Trille, Birgitte Grimstad, Aage Haugland, Guido Paevatalu m.fl. Studerer guitar og teori ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1967-73. Kontraktansat i Danmarks Radio 1982-2013 som musikproducer for DR’s orkestre og kor.