Efter at der har raset en voldsom østenstorm  går de tre venner ned til stranden, for at se, hvad havet har skyllet op, eller har skyllet ud af kalkklinten. Ved et tilfælde opdager drengene et hul ind i klinten, og så tager begivenhederne fart.

Det viser sig, at nogle væsener fra en fremmed planet har slået sig ned i klinten,  og nu bliver drengene og pigen Ulla en del af en spændende historie om Lysfolkets problemer med Tranolexerne, hvordan man ved fælles indsats får løst dette problem, med hjælp fra bl.a. Forsker Ole. Bogen har desuden en uventet overraskende afslutning.

Citat fra bogen: 

En lille tynd lysstråle voksede ud af lysskikkelsen og bevægede sig hen mod dem, ganske langsomt, som for ikke at gøre dem bange. Den nærmede sig Ulla, og nu skiftede lysstrålen udseende, og lignede mere en tragt, hvor den brede ende roligt nærmede sig Ullas pande, berørte den, og blev siddende på panden. Ulla mærkede en dejlig varm fornemmelse, og var ikke spor bange. Efter ganske kort tid blev tragten fjernet og forsvandt op i Lysskikkelsen. Efter et par minutters tid, hørtes en svag tynd, lidt pibende stemme, som sagde:” I skal ikke være bange, jeg gør jer intet ondt.”