Anne-Lise Adamsens historie handler om hendes anbringelse i familiepleje i 1950’erne og 1960’erne. 

Hun var anbragt fra fødslen og frem, til hun flyttede fra sin anden plejefamilie, nitten år gammel.

Hendes mor kunne ikke overskue et barn mere, hvorfor hun fik støtte fra Mødrehjælpen til anbringelse af ”det fødte pigebarn”. Hun havde i forvejen fire børn i en lille 1½-værelses lejlighed.

Faderen var gift og havde allerede otte børn. Anne-Lise var et produkt af deres korte affære.

Anne-Lise Adamsen fortæller nøgternt om svigt fra de mennesker, der skulle passe på hende, altså forældrene, Mødrehjælpen og kommunen. Hun beretter endvidere om sine gode og dårlige oplevelser i en barndom præget af angst, utryghed og følelsen af at være uelsket. Ydermere beskrives kampen med at lære at stole på sig selv og få selvtillid og selvværd i voksenlivet.

Der lægges også vægt på hendes gode oplevelser om sommeren, når hun var på ferie på en gård i Brande. 

Bogen lægger op til debat. 

Skal vi have flere plejefamilier i Danmark?

Vil der følge ressourcer med til plejefamilierne og til dem, der skal visitere plejefamilierne?