Så længe Hanne Gravgaard kan huske tilbage, har hun skrevet digte, - så meget, at hun ofte finder det vanskeligt ikke at tænke i poesi. Når hun skriver breve eller skal formulere sig skriftligt om et emne, hører hun med det samme ordenes rytmik og føler sig næsten tvunget til at forme teksten i henhold til den poetiske musik, som klangfuldt lyder i hendes bevidsthed.

Til tider omsætter det sig i maleri. Hun hører en linje fra et digt, en sang, en salme, og straks ser hun ordene omsat til billede.

Min rose jeg aldrig vil miste bliver til maleri, og skal maleriet beskrives i ord, bliver det til poesi.

Læs, se, og lyt!