Forfatteren har udlevet de fleste drenges drøm om fart og spænding ved at flyve en af de dengang nye jetjagere – og betalt prisen med lidt for dramatiske oplevelser.
Efter NATOs dannelse i 1949 og flyvevåbnets oprettelse i 1950 blev forfatteren optaget på flyverskolen i 1952 og blev sammen med 44 andre flyverkadetter efter 6 måneders træning sendt til USA i godt 1½ år på diverse amerikanske flyverskoler i hhv. Midttexas, Florida, det sydligste Texas og Arizona. Disse skoler eksisterer ikke mere – og de maskiner, man dengang fløj i, gør heller ikke. Man kan måske tilføje, at den ånd og mentalitet, som dengang herskede mellem kadetterne p.g.a. det alt for høje ulykkestal, vel har ændret sig.
Bogen er derfor et beskedent forsøg på at vise et lille stykke kulturhistorie – om end i den barske ende, – som enhver dreng mellem 10 og 100 vil finde er i ”turbo-klassen”.