Verden har haft krige i tusindvis, men en enkelt blev kaldt den første. En ung dansksindet sønderjyde forsøger at skrive sig ud af tragedien og sine oplevelser som tysk soldat i 1. Verdenskrig.

Hans hustru skriver til gengæld om sine oplevelser på hjemmefronten. Brevene, som udgør bogen, vidner om ægteparrets fortvivlede kamp for at overleve og holde modet oppe trods de uhyggelige kendsgerninger.

Fra soldatens dagbog:

”Præsten foldede sine hænder og fremstammede noget, men så tog generalen sin revolver frem og skød præsten, jeg stod lige ved siden af generalen mens dette passerede. Generalen gav ordre til at skyde de andre fanger, som kammeraterne ikke var længe om. Mens vi gik over slagmarken modtog vi det første indtryk af krigens rædsler, hen på aftenen lagde vi os til ro under åben himmel.”

Fra et af hustruens breve:

”ja min kære, nu er Cornelius Koch jo væk, vi fik meddelelse derom i går, ja det er sørgelig, og jeg ved ikke, om du kender en Gregersen som bor i Oksenvad ved Jels, hun har tre små børn, ja der fortælles, det var et sørgeligt syn. I går formiddag blev der holdt sørgegudstjeneste over ham, og hans kone kom ind i kirken med hendes 3 små børn, ja min kære, det er sørgeligt, ligeledes i Sillerslev er der en smed falden fra kone og 7 små børn, ja det er en elendighed uden lige, men min kære, nu vil vi bede Herren

om, at det ret snart må få en ende.”

Inge Adriansen