Solrød kommunes 5 sogne, som før kommunalreformen i 1970 var fordelt på 3 kommuner, havde i 1960’erne gennemgået en eksplosiv udvikling med stærkt stigende befolkningstal og velstand i mange samfundsgrupper, men også en inflation, som man skulle helt tilbage til statsbankerotten i 1813 for at finde magen til. Og fra at være landbosamfund var kommunerne blevet til pendlersamfund.

Det havde i en årrække været klart, at udviklingen var løbet fra den kommunale opdeling, og at en kommunalreform var nødvendig.

Meget skulle klares i løbet af det sidste år, inden kommunalreformen skulle træde i kraft d.1. april 1970, og de gamle sogneråd måtte gennem mange forhandlinger og møder.

Resultatet af valget til den nye Solrød kommunes kommunalbestyrelse i marts 1970 gav anledning til et dramatisk borgmestervalg, som sluttede med, at den 33-årige Arne Haugaard-Hansen blev landets yngste borgmester. Selv om der var mange modstridende interesser i den nye kommunalbestyrelse, arbejdede den godt sammen om hovedlinjerne.

Der var også nok at tage fat på. Skole- og institutionsbyggeri gav sammen med en årlig befolkningstilvækst på næsten 10 % store udfordringer. Og dertil kom pengeknaphed og energikrise samt stor ungdomsarbejdsløshed.

I løbet af Solrød kommunes første 10 år blev der bygget rådhus, 2 nye skoler og mere end 25 børneinstitutioner samt svømmehal og 4 sportshaller samtidig med at 2 skoler blev udvidet.

En lang række vej- og stianlæg samt udbygning af kloak-, fjernvarme og forbrændingsanlæg blev gennemført, og sidst men ikke mindst kom de nye centre i Solrød og Havdrup.

I samme periode kom der motorvej, gymnasium og S-tog, der bidrog til en hæsblæsende udvikling, der først stilnede af med udgangen af 70’erne.

Forsamlingshusene fik en renæssance og bidrog sammen med foreningslivet til den kulturelle udvikling.

I bogen optræder mange af denne periodes spændende personer. Også trafikulykker og forbrydelser, f.eks. narkomordet i Jersie kan man læse om.